lørdag den 13. januar 2018

Kunsten at spise sin mad.


Jeg ved ikke rigtigt med mine hunde. Normale er de altså ikke.

Tag nu f.eks den simple handling at spise sin mad – åbenbart en simpel handling, der kan varieres på mange måder, når man er hund.

Vi har i en længere periode kørt med fri fodring, hvilket betyder, at de konstant har adgang til 3-4 fyldte foderskåle 24/7.  Det er der flere fordele i – hvis man altså ikke er indehaver af en hund i f.eks retrievergruppen, eller andre racer med foderstøvsugningsgenet.  For os betyder det, at der bare skal holdes øje med, hvornår en skål er ved at være tom, og for hundene har det betydet, at der ikke er kamp om at få slugt sin mad hurtigst muligt, så de andre ikke når at få noget fra ens egen skål.  Det har givet ro omkring foderet. Særligt efter at de fandt ud af, at man ikke behøver at vogte på foderet, for der er mad hele tiden.

Vores største nervøsitet omkring fri fodring har også vist sig at være ubegrundet. Nemlig at de ville overspise. Det gør de ikke.

Og det har betydet, at de spiser på de underligste tidspunkter. F.eks kl. 2 om natten. Det sker faktisk ret tit. Så der må åbenbart være et behov for lige at få lidt mad inden man dapper ind i seng igen.
Og nu kommer det spøjse: Vi kan alene på lyden af den spisende hund høre, hvem der spiser.

Tag nu f.eks gamle Bindie – matriark, mor og mormor til de andre hunde i flokken. Hun spiser konsekvent foderet helt ude i siden af skålen, og hun gør det med et elegant lille svip med tungen, så foderkuglen smutter ind i en pænt lukket mund. Ikke noget smaskeri eller anden højlydt spisen her. Så hører man en lille puslen omkring madskålen, er det hende.

JoJo er den koncentrerede spiser. Starter fra en ende af og spiser støt og stabilt til han er mæt. Ingen slinger i valsen.

Hans bror Bogart derimod er en helt anden snak. Han smasker og knaser højlydt sin mad med højt løftet hoved, mens han ser meget tilfreds ud.  Han elsker sin mad. Virkelig elsker. Han har også den vane, at han kan finde på at fylde munden med mad som en anden hamster, og så gå ind i et andet rum, for der at spytte det ud, for så – igen højlydt – at knase det i sig. 

Og så er der Bette. Jeg ved ikke helt, hvad Bette har gang i, men det nyeste nummer går ud på, at hun med sin pote puffer en foderkugle ud på gulvet, hvorefter hun spiser den. Og sådan bliver hun ved til hun ikke gider spise mere. Total kattestyle. Hun elsker også varme, så den er nok god nok, det med kat.

Clara har ikke tid – hun er i øvrigt teenager - så det er noget med at snuppe en bid mad mens man lige kommer forbi skålene, og så ellers videre.
Og da Dot gør alt, hvad storesøster Clara gør, så kloner hun også Claras spisemønster.

Så der er gået sport i, at gætte hvem der nu står ude i køkkenet og spiser.


Anne W. Rasmussen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar